Jeg er en drenge-pige

‘Én af drengene’ det har jeg altid været. Har ihvertfald altid gerne ville være det.
Jeg har aldrig rigtig følt mig særligt feminin (er ved at falde bagover, når nogen omtaler mig som det dér ‘kvinde’).

Generelt har jeg det bedst i selvskab med drenge. Synes at drenge er så ukomplicerede. Okay. Det passer IKKE altid.
De drenge som jeg hænger ud med som venner, er ihvertfald nemme.

– Hvorfor skal dem vi skal date, altid være så forbandede svære at regne ud?

Noget som jeg godt kan lide ved at hænge ud med drenge, er at de ikke tager alting så højtideligt. Hvor piger derimod kan være fornærmede, i det der ligner et par uger, hvis man har kigget forkert på deres nye-et-eller-andet.

Når jeg er sammen med drenge, giver jeg på en eller anden måde mig selv lov til at være mig?
Man behøver ikke, at spille rolle for at tilpasse sig selvskabet. Er man lukket ind i gruppen, så er man det (sårn’ er det).

Jeg kan meget godt lide, at drikke en bajer, ryge nogle smøger, lave lidt halv-dårlige hjulspind og høre for høj rap med ruderne rullet ned.

Hvorfor skal piger være så pisse stramme i betrækket?

Kunne egentligt godt tænke mig at se mig selv som en kvinde.
Hvornår er man i grunden en kvinde? Skal man være en bestemt alder, eller have haft sin menstruation hvis antal gange?
Hvem har egentligt fundet på fænomenet ‘kvinde’?

– Det lyder så voksent.

Føler mig for helvede hverken voksen eller feminin.

Måske er jeg god nok som jeg er.

– En drengepige. Jeg er en drengepige.

Peace out